koncertkor

Velkommen til min nye hjemmeside.

Foto: Domkirkens Koncertkor (alter, tenorer og basser) samt H. J. Østergaard ved spillebordet.

På denne hjemmeside vil jeg fortælle om mit arbejde som hhv. organist og korleder ved Maribo Domkirke. Mit navn er Hans Jørgen Østergaard, og jeg har været organist ved Maribo Domkirke siden 1975 og markerede 2. august 2015 mit 40 års jubilæum som domorganist i Maribo.

Ved en koncert samme aften i domkirken spillede jeg bl.a. fransk orgelmusik, og oven i det var det en stor glæde, at min datter, Louise Østergaard, sang bl.a. en arie af J. S. Bach (ved det nye orgel) og to franske Agnus Dei satser (ved det store orgel) af Saint-Saëns og César Franck, akkompagneret af hendes sanglærer Bente Hogrefe Nielsen og Bentes mand, fløjtenisten Mads Johansen.

Ovenfor ses den sydlige halvdel af det største af kirkens to instrumenter samt en del af det tredje element i domkirkens musikliv, Maribo Domkirkes Koncertkor. Bag ved sangerne ses op ad gavlen halvdelen af de største piber, som tilhører de to dybeste stemmer i orglet, bordun 32′ og (forrest) tuba 32′. De to dybeste piber giver toner med en frekvens på 16 hertz, altså under det hørbare for selve grundtonens vedkommende (mens pibernes overtoner naturligvis kan høres).
Det andet orgel, som er noget mindre, kan ses på siden ORGLER.

Desuden råder vi ved domkirken over et såkaldt søndagskor, bestående af amatørsangere fra Maribo og fra denne landsdel, som efter en optagelsesprøve synger på skift i Maribo Domkirke ved de større tjenester som højmesser, landemoder og ordinationer.

Og endelig synger 2-3 sangere til bisættelser og begravelser samt vielser og mindre tjenester, hvor det nye orgel benyttes.

Orglerne i domkirken er nærmere beskrevet på siden ORGLER.

Arbejdet med kor ved Maribo Domkirke er beskrevet nærmere på siden MD KOR og på under-siden PRØVER.

——————————————

UDGIVNE PLADER OG CD-ER

plader:

125 YEARS OF DANISH ORGAN BUILDING
HJØ spiller værker af Walther, Mendelssohn og Liszt

ORGLET I MARIBO DOMKIRKE
BERØMTE TOCCATAER spillet af HJØ
Værker af Bach, Reger, Franck og Widor

cd-er:

Musik i Maribo Domkirke
Skt. Hans Aften1999
Koncertoptagelse med værker af  César Franck
(Tre choraler og Fantasien i A)
Solist: HJØ – 25 års jubilæumskoncert

Orgelværker af J. S. Bach spillet af HJØ
25 år i Maribo Domkirke – august 2000
Præludium & Fuga- Es-dur – Schmücke Dich, o liebe Seele
Fantasi, G-dur
O, Mensch, bewein dein Sünde gross – Passacaglia, c-moll

Organ music from Maribo Cathedral
Works by Franck (Grande Pièce Symphonique)
and Widor (Symphonie pour Orgue No. 6)
Organ: HJØ

Desuden har adskillige kollegaer indspillet orgelmusik i Maribo Domkirke.
Det er mit håb senere at kunne rekonstruere en oversigt over disse mange flotte indspilninger – men desværre gik oversigten tabt, da min forrige hjemmeside gik ned og det ikke lykkedes at redde indholdet på siderne …
Men jeg kan i hvert fald lige nævne, at Henrik Sørensen i november 2015
vil indspille egne improvisationer på orglerne i domkirken.
Nærmere om dette projekt snarest muligt.